FEMINISTEN

EPILOG

HVORNÅR:
HVOR:
LÆNGDE:

13.11 - 27.01

P44 - Performance Hub

1 time og 45 min

Speak: Mille Maria Dalsgaard Indspilning: Brian Larsen 

FEMINISTEN EPILOG

    Uretmæssig appropriation: Indførelse i en polemik

Af: Dr. Aixa de lá, Professor v. Universitet for feministisk angloamerikanisme og gender studies

August 2046     Det er sjældent at en akademisk publikation fremkalder så massive reaktioner, som den, der for nylig udkom på universitetet for emancipation. Det var en bestilling fra ministeriet for værdighed, et erindringsværk med titlen Prinsesse stemmer i anledning af 25. års jubilæet for den forbrændte revolution. En samling af kritiske essays og interviews, der aldrig havde nået bred offentlig bevågenhed havde det ikke været for det overraskende indlæg med Najwa Lopez. Najwa Lopez havde levet tilbagetrukket fra offentligheden i flere25 år, så hvorfor mon Lopez havde brudt sin årelange tavshed og inviteret den unge forsker indenfor? Til det havde forskeren svaret, at Najwa Lopez først havde forsøgt at undvige spørgsmålet, men at hun efter et voldsomt hosteanfald fortalte at hun var terminal af kræft. I det over 30 siders lange interview kan man tydeligt se, at der er tale om et vidnesbyrd fra en kvinde, der er døden nær og vil nå at få orden i tingene. Hun udnytter f.eks. lejligheden til at tilstå nogle af sin politiske karrieres fejltrin, som at omdøbe ministeriet for kvinderettigheder til det mindre identitets stiftende navn Ministeriet for Værdighed og holder derudover en brandtale til de kommende generationer, hvor hun advarer mod de økonomiske farer ved velstand: ’Velstand slører den kritiske dømmekraft og gør os igen til underdanige slaver, der hele tiden bærer det lille ord tak på tungen for at tjene de magtfulde, der spiser os af med almisser.’

Sammenfattet ser jeg det som en legitim tese, at Najwa Lopez brød sin tavshed, fordi hun fornemmede dødens nærhed, men også forskerens unge alder må have været udslagsgivende. Hun så givetvis her muligheden for at overlevere sine principper til den nye generation. Men en ting vil for altid forblive hendes hemmelighed: hvorfor hun valgte at forråde sig selv og dermed os alle. Med henblik på den politiske debat, som hun udløste, er de negative følger for den feministiske kamp og kvinders værdighed, som hendes afsløringer gav, betragtelige. I det følgende vil jeg forsøge at redegøre for begivenhederne. Her vil jeg vil anvende min egen personlige erfaring som akademiker før revolutionen, som aktivist, som priviligeret vidne til vores yngre samfundshistorie og som kvinde.

Revolutionen i 2021 og dens kontekst.

Prinsessebevægelsen skabte en fællesskabsfølelse med symboler, der var associeret med kvindelighed. Revolutionen i 2021 var grund til opsvinget, og som hos så mange nationer blev bevægelsen styrket af truslen fra en klart defineret fjende: Den Falliske Stat. Najwa Lopez, sidenhen Emancipationsminister og minister for kvinderettigheder, forstod instinktivt, at ’kvinder’ var defineret ved patriarkatets undertrykkelse. Alligevel gjorde hun sig ikke til talsperson for alle kvinder, men kun for prinsesserne, der definerede sig selv som ’subjekter, der blev truet med voldtægt fra den falliske stat.’

Fortolkningen af revolutionen i 2021 som værende – reaktive begivenheder fremtvunget igennem ekstern provokation – blev der fra starten af stillet spørgsmålstegn ved. Indtil anføreren af bevægelsen Najwa Lopez tog bladet fra munden på sit dødsleje i et eksklusivt interview. Det første og eneste efter hun fra 2040 og frem til sin død havde levet tilbagetrukket fra offentligheden. Heri beretter hun om sin overraskende relation til anføreren af den falliske stat.

Til kamp for sagen: masterplanen skat af I.R.R. Vergo. Vi kender kun hans dæknavn, fordi regeringen efter hans voldsomme død forbød at udbrede hans rigtige navn, så hans grav ikke blev et pilgrimsmål for nostalgikere. Vi må således nøjes med hans initialer I.R.R. Det er et godt spørgsmål hvor meget denne sene puslespilsbrik, dette sene vidnesbyrd ændrer historien? Hvad betyder det for prinsessebevægelsen, at Najwa Lopez ekskæreste, grundlæggeren af den falliske stat ofrede sig? En artikel i avisen Den nye tid forholdt sig til problematikken under overskriften: I.R.R.: Judas Evangeliet. For at profeten kunne fremstå som forløser, havde man brug for en glansløs martyr. For andre repræsenterede I.R.R ikke Judas, men en ny Jesus Christus og var ærgerlige over, at han ikke blev optaget på revolutionsmuseet. Muligvis et bevidst eller ubevidst forsøg på at rykke manden ind som central figur i grundmyten for den nye republik.

Ifølge Najwa Lopez var I.R.R. bevidst om rækkevidden af sin indblanding. ”Han vidste, at han havde gjort sig skyldig i mansplaining, i det han pressede os til handling, som om vi ikke vidste, hvad der var godt for os. Det var også øjeblikket, hvor han besluttede at ofre sig.” som hun udtalte i interviewet. I det I.R.R provokerede demonstranterne så voldsomt, at de dræbte ham i selvforsvar, gjorde han sig skyldig i mansplaining en sidste gang, selvom hans egentlige intention med aktionen sandsynligvis var at lægge røgslør over sine handlinger. Var dette lykkedes, havde han undsluppet den maskuline subjektivitets indbyggede fælde. Mandens historie som subjekt er historien om uretmæssig appropriation og her er I.R.R. et pragteksempel, der farer vild i sin privilegieblindhed. Han overtog den feministiske sag, gik i front og forsøgte at ændre kvinderne i stedet for at ændre sig selv og sine kønsfæller. At vores yngre historie fortsat er blevet skrevet, som den altid er blevet skrevet, med mænd, der handler og kvinder der reagerer, gør det kun mere uforståeligt, at Najwa Lopez valgte at afsløre hemmeligheden. I.R.R. handlede som forblændet, men Najwa Lopez havde dedikeret hele sit akademiske liv til forskning i kønsroller og besad dyb indsigt. Hun trak sig ud af politik og koncentrerede sig på sit videnskabelige arbejde, da hun vidste, at vi kun kan ændre de dybe patriarkalske strukturer ved at opdrage de fremtidige generationer, i det man lærer dem at SE, hvad I.R.R. ikke kunne få øje på. Det som hun ensom og syg fortalte, må ikke overskygge hendes bidrag til sagen. Jeg frygter dog, at Najwa Lopez sidste interview vil udrydde hende fra historiebøgerne, at vi vil opfatte hendes død som offer og at hun senere vil blive omtalt som ekskæresten eller inspirerende muse. Det binære par Najwa/I.R.R. ville så omvende i modsætningerne: Manden der dør for kvinden, kontra kvinden der dør for manden. Hvis poststruktualismen har efterladt noget positivt, så er det dette: Erkendelsen af, at man ikke kan nøjes med at omvende binære par. Man bliver nødt til at destruere dem konsekvent.
Støttet Af
da_DKDanish