SKYGGE (Eurydike siger) er østrigske Elfriede Jelineks radikale nyfortolkning af den græske myte om Orpheus og Eurydike. Orpheus, berømmet sanger og søn af Apollon, gifter sig med den smukke nymfe Eurydike. Hun dør efter kort tids ægteskab af et slangebid– og Orpheus rejser til dødsriget for at hente hende tilbage. Han synger så smukt for guden Hades, at han får lov at få Eurydike igen, forudsat at han kan lade være at se på hende før de er tilbage i de levendes verden.
Jelinek giver i sin fortolkning for første gang stemme til mytens anden hovedperson, Eurydike– en skygge på rejse mod underverdenen. Befriet fra egen identitet, fra rollen som sin berømte mands hustru, fra egen angst og omverdenens forventninger overvejer Eurydike, om hun overhovedet har lyst til at vende tilbage fra de døde?
Reumertnominerede Anja Behrens iscenesætter SKYGGE (Eurydike siger) som stedsspecifik monolog i nogle forladte industribygninger for Sydhavn Teater.