FJER//MAJINSKI

>>21. april-11. maj<<  En eksperimenterende, voldsom og sanselig forestilling om tre mennesker i en bulgarsk beton-udørk, er forårets kapel-forestilling

Sydhavn Teater iscenesætter Majinski – den første fortælling i forfatter Ursula Scavenius’ prisvindende debutbog: FJER.

FJER//MAJINSKI er en fængende fortælling om konsekvenserne af at blive udstødt af fællesskabet. Den tidligere kunstner Majinski er blevet forvist til et halvfærdigt betonbyggeri i udkanten af Sofia, Bulgarien, og her forsøger han at skabe sig en nogenlunde værdig tilværelse, mens hans datter løber rundt om natten, konen sidder i kørestol og krigstraumet langsomt kommer krybende og ødelægger ham indefra.

I MAJINSKI er vi i Sofias betonørken mellem kål, kratere og køtere. Ursula Scavenius skriver så ordene kryber ind under huden på én, og fortællingen om tre forskellige skæbner udfoldes med en blanding af fysisk voldsomhed, sanselighed, kødelighed og poesi.

HVORNÅR: 21. april – 11. maj 2018

HVOR: Østre Kapel, Vestre Kirkegård
PRISER: 40-135kr
SPROG: Dansk

FORFATTER: Ursula Scavenius
MEDVIRKENDE: Gustav Scavenius, Kasper Ørum, Rakel Valdimarsdottir
INSTRUKTØR: Mille Maria Dalsgaard
LYD & LYS: Brian Larsen

AFVIKLER & PUB GUIDE: Malik Grosos
INSTRUKTØRASSISTENT: Julie Hultberg
FORHUS: Julie Hultberg, Sofie Diemer

FOTO: Lars Grunwald, Sofie Diemer
KOMMUNIKATION: Karen Toftegaard Aps
GRAFIK: Robin Hart

KØB BILLETTER

 

 


 
Anmelderne skrev: 
“Teksten er vidunderlig. Den er baseret på Ursula Scavenius´ prisvindende debutroman ”Fjer – tre fortællinger”. Teaterleder og instruktør Mille Maria Dalsgaard har bearbejdet teksten til teater – og hvilken bearbejdelse! Store dele af forestillingen foregår i en næsten rasende spillestil. Det er en både frydefuld og frygtelig oplevelse. (…) Det er teater, der bliver til meget mere end teater. Det bliver til stormende civilisationsbilleder.”
Michael Svennevig, bloggen Ørkendrømme

 

★★★★★  “Mille Maria Dalsgaard har med de tre skuespillere Kasper Ørum, Gustav Scavenius og Rakel Valdimarsdottir fundet det perfekte cast til forestillingen om krigstraumer, drømme, lyst og angst. Når helvedeshundene viser tænder og Rakel Valdimarsdottir hvisler som en djævel i brunst, så ved vi godt hvem der bestemmer her.”
Casper Koeller, Sceneblog.dk


FJER//MAJINSKI blev oprindeligt udviklet som laboratorieforestilling på Sydhavn Teater i efteråret 2017; en eksperimenterende, voldsom og sanselig forestilling voksede frem, i mødet mellem Scavenius’ foruroligende litteratur og scenekunsten.

FOTOS: Sofie Diemer


PRESSEN SKREV OM ‘FJER’:

“Ursula Scavenius’ kontrollerede prosa har en centraleuropæisk tidløshed over sig, der ikke minder om meget af det, der skrives i Danmark lige nu (…) De foruroligende, postapokalyptiske debutfortællinger af Ursula Scavenius prøver ikke at tækkes nogen. De er billedstærke og brutale (…) Det er svært at formulere en passende anbefaling af Fjer, for det er ikke en behagelig bog. Men en sådan fortjener den uforbeholdent. Den er sjældent velskrevet, foruroilgende og smuk i al sin fuldmodne egensindighed.” Solveig Daugaard, Information

“Bogens sortsyn er ikke grotest gnæggende, som eksempelvis Harald Voetmanns og Preben Major Sørensens, men det er heller ikke patetisk eller pædagogisk manende; man kunne kalde det nøgternt og vitalt svælgende måske: Den får lige præcis og yderst velskrevet ikke for lidt.” – Lars Bukdahl, Weekendavisen

“Selvom man således finder en god blanding af fantastik, surrealisme og postapokalypse hos Scavenius, skriver hun en både behersket og neddæmpet prosa, der dog ikke gør de katastrofiske scenarier mindre hårrejsende. At det hele præsenteres for os på en nøgtern og nærmest lavmælt facon, får på en måde teksterne til at være så meget desto mere urovækkende. Scavenius er en sikker og talentfuld prosaist, en lovende debutant.” – Martin Gregersen, Kristeligt Dagblad 


Forestillingen er støttet af: